Close
7 anderledes tips til Bangkok

7 anderledes tips til Bangkok

Der er masser af gode rejseguides til Bangkok, men vil du vide lidt mere og have nogle anderledes rejsetips, så skal du læse med her.

1. Nyd stilheden i de mindre templer

Det er ikke fordi, at Grand Palace ikke er et af de mest imponerende steder, som jeg nogensinde har besøgt, eller fordi at gåturen langs med den liggende Buddha i Wat Pho ikke er fantastisk, MEN buddhisme handler for mig meget mere om fordybelse, fred og stilhed – og det finder du ikke i store kendte templer, hvor det vrimler med snik-snakkende turister i Bangkok.

Derfor besøger Maria og jeg også en hel del andre af byens mange, prægtige templer.
Vi går stille og roligt rundt og indfanger stedernes stemning eller sætter os ned i bederummene og observerer eller mediterer.
På denne måde føler vi, at vi når et helt andet niveau og fordybelse – og kommer i meget højere grad ind i det tempo og den ånd, som hersker i templerne og i buddhismen. Dette kan varmt anbefales for en mere ”ægte” oplevelse af templerne i Bangkok.

Meditation i Bangkok

2. Du må godt spise isterninger i Bangkok

Det klassiske rejseråd om, at du nærmest for enhver pris skal undgå at få isterninger i dine shakes, sodavand eller øl for ikke at få dårlig rejsemave, er ikke helt rigtigt, når det kommer til Bangkok – i hvert fald ikke som udgangspunkt.

Vandhanevandet i Bangkok er ganske rigtigt udrikkeligt, og det gælder for både thaierne og for turister. INGEN drikker vandhanevandet i Bangkok.
Og derfor er isterninger noget, som alle køber frosne. De bliver lavet under kontrollerede forhold, og derfor er isterninger som udgangspunkt altid ok at få i dine drikkevarer i Bangkok.
Du skal dog passe på i mindre gadekøkkener og lignende steder, hvor der ikke ser for rent ud. Der er der ikke altid stramme regler for, at isterningerne bliver opbevaret under hygiejniske forhold, så der kan der stadig godt være problemer.

Vi drikker selv drikkevarer med isterninger fra madboder over det meste af byen. Men det er også sådan, at efter vores mange besøg i Bangkok, så har vores maver vænnet sig til bakterierne i drikkevarerne og i maden, så der skal efterhånden rigtig meget til, før vi får “rejsemave”.

3. Du kan veksle dine store sedler i 7-Eleven

En klassisk fejl, som mange begår, når de lige ankommer med flyet til Thailand, er at hæve penge pengeautomaterne i lufthavnen, og bagefter gå ud for at tage en bus eller taxa.

Problemet er, at man normalt kun får de store 1000 bath-sedler i pengeautomaterne, og de er oftest for store til at kunne bruges i busserne, og mange taxachauffører vil nægter at have byttepenge (og tager derfor hele sedlen).

Derfor er det en god idé at få “slået hul på” et par sedler inden du forlader lufthavnen. Vi plejer at købe lidt vand i 7-Eleven kiosken i lufthavnen, og så er vi i gang med et nyt thailands-eventyr.

7-Eleven butikker findes i øvrigt på næsten hvert gadehjørne i Bangkok, og metoden kan bruges i dem alle.

4. Start din prisforhandling med den halve pris

Det med at prutte om prisen er unaturligt for de fleste danskere. Det er jo ikke noget, som vi som sådan bruger i Danmark (på nær på loppemarkeder selvfølgelig), og det virker for mange danskere, som om at det er uhøfligt.
Og det udnytter sælgerne i udlandet!

En god tommelfingerregel er at starte med at byde den halve pris af, hvad sælgeren forlanger.
Det kan lyde voldsomt, og sælgeren vil måske virke fornærmet. Men hold alligevel fast i prisniveauet som udgangspunkt.
Husk, at der også findes faste priser i Thailand, og de kan altså ikke forhandles.
Husk også, at det er bedre at betale den fulde pris for noget, du gerne vil have, fremfor ikke at få det købt, fordi sælgeren ikke vil gå ned i pris. Læs flere gode prutteråd her

5. NYD en tur med en tuk-tuk

For mange er turen med en tuk-tuk en oplevelse, som de helst vil være fri for, men vi elsker det.

Mange rejsende har den idé, at en tuk-tuk-tur starter med en prisforhandling med en chauffør, som i manges øjne stiller helt urimelige priser op, og og bagefter venter en halsbrækkende tur rundt i Bangkoks trafikerede og smog-forurenede gader.
Men sådan behøver det ikke være.

Når du kommer udenfor de største turistområder, så kan prisforhandlingen oftest foretages med et smil og kun tage ganske få øjeblikke.

Ved turiststederne vil du blive tilbudt en nærmest gratis tur, hvis du “bare lige” lover at gå ind og se nogle butikker på vejen. Chaufføren får penge til benzin af de butikker (som udelukkende er lavet for, at rejsende kan købe dyre souvenirs der), som han tager besøgende med til.
Bare sig nej tak til butikkerne og sig, at du hellere vil betale mere for turen, hvis den går direkte til det sted, du vil hen – det går de fleste chauffører med til.

Og så er der selve turen. Efter min mening er mange af tuk-tuk chaufførerne ganske enkelt genier i trafikken. Hold øje med, hvordan de kan komme frem overalt. Klemme sig ind overalt – og de gør det altid med et smil. Nogle gange bliver det til den rene transport-kunst.

6. Prøv nu den fantastiske gademad

Når Maria og jeg besøger Bangkok, så er den vidunderlige street food altid hovedbestanddelen af den mad, vi spiser. Vi elsker eksplosionerne af de mange forskellige smagsnuancer i munden, vi elsker at spise blandt de lokale thailændere, og vi elsker at spise lokal mad, som ikke koster en formue.

Hvis du er nervøs for at spise street food, så kast dig stille og roligt ud i street food’ens verden. Du finder flere gode begynderråd i Marias guide til Bangkoks uimodståelige street food.

Gademad i Bangkok

7. Giv dig tid, inden du dømmer byen – brug nogle dage i Bangkok

Når solen får sveden til at hagle ned over dig, når smoggen kriller i dine næseborg, når en tuk-tuk chauffør for 10 gang siger: “Special price for you”, og når regnen vælter ned, så er det nemt at tænke: “Jeg skal ud af denne by i en fart!”

Og så er det tid til at stå imod. Bangkok er en vidunderlig by, men for de fleste skal de lige lære at elske den.
Træk vejret dybt, slap af, smil og læs min artikel, der fortæller om, hvordan du ligefrem kommer til at elske Bangkok.

Rigtig god fornøjelse med Bangkok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close