Athen er Grækenlands levende, afslappede og – utroligt nok – ofte meget oversete hovedstad. Men vi elsker Athen!
Vi besøgte Athen i oktober måned, et tidspunkt hvor sommervarmen er ved at slippe sit tag i byen, men hvor man som dansker synes, der er en herlig temperatur.
Athen er en oplagt by at besøge, når I gerne vil slappe af, men også gerne vil have storbyliv. Byens dejlige stemning er utroligt tilbagelænet, og det er, som at tiden bare går langsommere i Athen, end den gør i mange andre storbyer – og måske endda flere gear langsommere end for eksempel i London.
Og det er virkelig godt, hvis I trænger til at tage væk, også bare i en forlænget weekend, for at komme lidt væk fra den travle hverdag.
Vi har lavet en billedserie med indtryk fra byen, som vi absolut vil anbefale jer at besøge – og gør det gerne udenfor højsæsonen, for så er de store seværdigheder ikke overrendte.
23 billeder, der giver dig lyst til at rejse til Athen
Lige midt i det moderne gågadesystem i det centrale Athen ligger den lille bitte og meget gamle Panagia Kapnikarea-kirke som en typisk reminder om fortidens storhedstid midt i alt det moderne – den slags charmerende påmindelser finder I overalt i byen.
Og lige ved den meget fine kirke finder I flere skønne bagerforretninger, hvor I kan købe jer lækker baklava og andre søde delikatesser.
Vi boede lidt udenfor centrum af Athen, og hver dag gik vi forbi Det Arkæologiske Museum, som for os blev lidt af et vartegn for byen. Når det så er sagt, så er museet virkelig et spændende sted at besøge, og når I skal rundt og se på oldtids-kultur i byen, så må I endelig huske at besøge det.
Hefaistos-templet ved den græske agora midt i Athen er det måske bedst bevarede tempel i hele byen. Og selvom jeg godt ved, at det nærmest er en forbrydelse at sige det, så synes jeg faktisk, at det er en større oplevelse at se Hefaistos-templet, end det er at se Parthenon-templet på Akropolis. Her er langt færre besøgende, end der er på Akropolis, templet er mere velbevaret, og så er her bare den skønneste afslappede stemning. Jo, jeg kan vældig godt lide Hefaistos-templet.
Der er efterhånden ikke en storby med respekt for sig selv, der ikke har et bredt udvalg af kaffebarer – og Athen er selvfølgelig ingen undtagelse. Athenerne kan godt lide at slappe af ved deres caféer og kaffebarer rundt om i byen, og det kan vi også – både derhjemme og når vi er ude i verden.
Hvis I elsker markeder og gamle ting og sager ligeså meget, som jeg gør, så er Athen lige et sted for dig. En stor del af det helt centrale Athen er hjemsted for flere spændende markeder, hvor I kan finde alt fra lamper, bøger (fyldt med de smukke græske bogstaver!), musikinstrumenter, tøj, flotte antikviteter, smukt svungne lysestager, figurer af kinesiske munke, amerikanske præsidenter og Ole Lukøje, gamle kameraer og skrivemaskiner, møbler og alverdens andre herligheder.
Den store Monastiraki-plads er Athens pulserende hjerte, og herfra er der en skøn udsigt til Akropolis. Monastiraki-pladsen er der, “hvor det sker”, der er her, man ser og bliver set.
Køb en gyros, og slå dig ned blandt de lokale på pladsen – det er utroligt hyggeligt.
Selvfølgelig skal I spise pita med gyros, når I er i Athen. Som sagt kan I købe udmærkede gyros-pitaer ved Monastiraki-pladsen, men I kan købe dem overalt i byen, så I kan jo lige så godt kaste jer ud i dem, der laves lige netop der, hvor I lige er.
Og husk at give jer god tid til at nyde maden og hygge jer i hinandens gode selskab.
Parthenon-templet på Akropolis et naturligvis et “Must-see”, når I er i Athen. Vi havde glædet os rigtig meget til at skulle se Akropolis, og det er også et imponerende sted med den mest betagende udsigt over Athen. Der er naturligvis rigtig mange besøgende der, også selv I kommer lidt udenfor sæson, men jeg synes nu alligevel, at det er det værd – Akropolis og Parthenon er jo ikke de enorme seværdigheder, de er, uden grund.
Akropolis er i det hele taget et virkelig skønt område med mange smukke oldtidstempler, hvor I sagtens kan bruge lang tid på bare at gå rundt og nyde området.
Og så er udsigten over Athen fra toppen af Akropolis intet mindre end eventyrlig!
Nedenfor Akropolis ligger Athens gamle amfiteater, som er utroligt smukt og velbevaret. Det er et virkelig dejligt område at gå på opdagelse i. Atmosfæren er skøn og afslappet, og vi havde rigtig god tid til at gå rundt og forestille os, hvordan amfiteateret har set ud, når der blev spillet skuespil her i oldtiden.
Vi havde lidt tid til overs i løbet af en af de dage, vi var i Athen, og der valgte vi at hoppe på metroen og tage ud til Athens store havneområde, Piræus. Det er fra Piræus, at færgerne sejler ud til et helt hav af lækre, græske øer, og vi regnede med at finde en god stemning af havneliv og flokke af forventningsfulde turister, der skulle på ø-hop. Men det var der ikke, ikke på det tidspunkt i november, da vi var der. Til gengæld oplevede vi en bydel, der helt sikkert var vant til store turistflokke i højsæsonen, men som nu nærmest var affolket. Derfor trådte Piræus’ personlighed tydeligt frem, og det var skønt at at gå rundt i stille gader med gamle, slidte huse, besøge den lokale kirke og se skibene og færgerne glide stille afsted til og fra havnen.
Jeg er en kæmpe fan af street art, og det er der herligt meget af i Athen. Der er i det hele taget et godt undergrunds- og kunstnermiljø i Athen, og ofte løber der en eller anden kunst-happening af stablen, som da athenerne en morgen vågnede og opdagede at store dele af byens tekniske universitet (Polytechnic) i nattens løb var blevet overmalet med street art. Det er da cool!
Der er en herlig stemning på Syntagma-pladsen, der ligger lige nedenfor den store parlamentsbygning i Athen. Flere gange i løbet af vores tur til Athen kom vi forbi pladsen, fandt en bænk og sad og kiggede på de mennesker, der flokkedes her. Det er lidt, som om alle Athens forskellige typer af borgere nærmest altid er repræsenteret der. Bedstemødre kommer for at lege med deres børnebørn. Skoleelever hænger ud efter skoletid. Kærestepar mødes her, kysser lidt og holder i hånd. Og så ligger en af byens store største metro-stationer lige herved, så her er også forretningsfolk i stramme jakkesæt og smarte damer i business-nederdele og høje hæle. Og endelig mødes mænd i alle aldre her for at læse avis eller diskutere den politiske situation. Jo, Syntagma-pladsen er et skønt sted at være.
Vores gode ven og rejseblogger-kollega Dave Briggs har slået sig ned i Athen, og han skriver nogle glimrende blogindlæg om sine oplevelser i det græske. I kan finde hans engelske blog (Dave er englænder) og læse hans indlæg lige her: davestravelpages.com/