CO2, klimaaftryk og miljø er noget af det, jeg forsøger at sætte fokus på her på Kuffert og kompas – og selvfølgelig er det også noget, Kenneth og jeg selv tænker meget over, når vi rejser så meget, som vi gør.
Igennem flere år har jeg og Kenneth haft fokus på at rejse så grønt som muligt, både for miljøets og vores egen skyld.
Her er lidt om, hvad og hvor vi gør for at mindske vores CO2-aftryk, når vi rejser.
CO2 og flyrejser
Jo, vi rejser også med fly – men ikke kun.
På ture hvor vi kan gøre noget alternativt, vælger vi det fremfor at tage med et fly.
Fx så tager turen fra vores hjem i Horsens til Berlin kun cirka 6 timer med bil og noget af det samme med tog. Så det er den måde, vi tager til Berlin på. Vi kunne også vælge at tage en bus.
Ligeledes så tog vi turen til den svenske hovedstad, Stockholm, via færge fra Frederikshavn til Gøteborg og så med toget videre fra Gøteborg til Stockholm. Det var en skøn tur.
Vi flyver ikke rundt i Danmark.
Når vi rejser med fly, køber vi direkte flyvninger, hvor det er muligt. Hvis det ikke det, sørger vi for, at rejsen bliver med så få mellemlandinger som muligt. Det er nemlig især, når flyet letter og lander, at de forurener.
Hvis flyselskaberne har CO2-kompensationsmuligheder, så siger vi ja tak og betaler det lidt ekstra, det koster for at få en grønnere flybillet.
Vi tager langt oftest kun håndbagage med, når vi rejser med fly – jo mindre vægt, der er på flyet, jo mindre brændstof skal flyet bruge undervejs.
Og så kompenserer vi for vores flyrejsers CO2-udledningen ved at købe regnskov og/eller betaler for mængden af udledt CO2 på flyrejserne på de hjemmesider, hvor vi kan beregne det.
Klimaftryk på rejsemålene
Det er ikke kun flyrejsen, der bør regnes med i en rejses samlet CO2-udledning.
Vi kan nemlig også påvirke vores omgivelser, når vi er på vores rejsemål.
Jo mere lokalt vi handler, jo mindre fragt er der gået til at få varerne frem til det sted, vi er.
Vi spiser ved de lokale madboder, restauranter etc.
Spiser den frugt og de grøntsager, der vokser lokalt (fx er jordbær en af de frugter, som har svært ved at vokse i varmere lande, så dem spiser vi ikke i fx Sydøstasien).
Køber lokaltproducerede varer på markederne.
Handler hos den lokale sælger fremfor i et (internationalt) supermarked.
Drikker kaffe på den lille, lokale kaffebar i stedet for hos en international kæde.
Drikker vand fra hanen, hvor det kan lade sig gøre, og genfylder vores vandflaske i stedet for hele tiden at købe nye.
Vi siger nej tak til plastikposer, og vi har et net til indkøb med hjemmefra eller køber et, der er lavet lokalt.
Ved at støtte lokalt, når vi er ude at rejse, er vi også med til at sikre de lokales liv.
Der kommer jo simpelthen flere penge mellem hænderne på dem, der bor, hvor vi rejser hen, når vi køber deres varer eller services, end hvis vi lægger pengene i fx multinationale butikker og restauranter.
Og det hjælper blandt andet til, at de lokale børn kan komme i skole, at der er råd til mad og medicin etc.
Grønne ting i rejsetasken
Ligesom derhjemme, hvor vi er meget miljøopmærksomme, så er vi det selvfølgelig også, når vi rejser.
Også når vi skal pakke vores rejsetasker.
Som du kan se i vores artikel 5 miljøvenlige pakketips til rejsetasken, så er vi blandt andet opmærksomme på at have miljøvenlige sæber, cremer, tandbørster etc. med i vores toilettasker.
Men også sådan noget som solcreme uden mikroplastikpartikler er noget vi prioriterer højt at have med i tasken.
Også klimavenlige derhjemme
Og så er det jo som sagt ikke kun på rejser, at vi gør noget for miljøet.
Også i dagligdagen gør vi, hvad vi kan for at være miljøopmærksomme og passe på vores allesammens moder jord.
Økologi, urban gardening, “undgå madspil” og genbrug er bare nogle af og de måder, som hjælper os med at reducere vores klimaaftryk, så vi stadig kan tage ud at rejse (også med fly) med god samvittighed og samtidig være gode ved vores planet.