Den danske natur er utrolig smuk – ikke mindst om sommeren. De hvide strande, de grønne skove, markerne og alle de vilde blomster. Himlen og havet. Naturen venter bare på, at du kommer ud og nyder den.
Den danske natur er både sart og fin og rå og ukuelig, og man må sige, at den danske sommer virkelig blomstrer i vores smukke natur.
De lange, lyse sommeraftner og tidlige morgener med mosekonedis over engen. De hvide badestrande, der ligger og venter på badegæster. Sten med huller, blomster i grøftekanten og fjerlette skyer på himmelen. De frodige skove, vilde blomster og mursejlerne, som luftakrobater slår kolbøtter på himlen. Humlebier og sommerfugle.
Åh ja, den danske natur er pragtfuld om sommeren, men nogle gange skaber vejret oprør i de smukke billeder, som ordene ellers så poetisk fortalte om ovenover.
Valmuer må bukkede hovederne i blæst, og den tordengrå himmel gør klinter og landskaber ekstra dramatiske.
Det er ikke den natur, vi holder af at drømme om, når vi tænker på “sommerens danske natur” – selvom det giver nogle pokkers flotte billeder.
Jeg holder meget af at være i naturen om sommeren, og det uanset hvordan vejret er. En sommer med meget regn, blæst og gråvejr er ikke lige det, nogen af os helst ville have. Men naturen kan vi (heldigvis!) ikke lave om på, og en tur ud i Sommerdanmarks natur er aldeles smuk uanset vejret.
Alle de dage, der end måtte være med sommer-uvejr, gør bare, at vi virkelig kan nyde sommerens aftener med smukke solnedgange og lyksagelig stilhed, når de endelig er der.
Så hurra for sommeren, og hurra for den danske natur, som er lige derude og venter på, at du skal komme ud og opleve den.
Du kan selv tage ud og opleve vores dejlige danske natur ved blandt andet at tage på ture rundt om i landet. Det kan du læse meget mere om i mit indlæg: Tag på tur i Danmark.
Rigtig god tur.