Hvorfor er Firenze dog så skøn? Hvad er det, der gør, at Firenze er en så dejlig by at besøge, som den er? Det brugte jeg tid på at overveje på min seneste rejse til den toskanske hovedstad.
Kenneth og jeg ELSKER Firenze, og det er den by, jeg har besøgt flest gange i løbet af mit efterhånden lange rejseliv.
Vi tager hertil igen og igen – gerne mindst en gang om året; det er et af vores ”hjem” udenfor Danmark.
Hvorfor er det mon sådan?
Det skal jeg fortælle dig.
Firenze er en meget tilgængelig by
Firenze er en by, hvor de fleste attraktioner er koncentreret i og omkring den historiske bykerne. Alting ligger indenfor gåafstand, hvorfor det er nemt at komme til.
Det gør det desuden let at orientere sig i byen, og du får derved hurtigt en fornemmelse og forståelse for det liv, der er her, i forhold til andre storbyer, hvor du ofte skal med offentlig transport for at komme rundt – det skal du ikke i Firenze.
Det kan vi godt lide.
Middelalderbyen Firenze
En meget stor del af det centrale Firenze er gamle middelalder- og renæssancebygninger, der giver byen en helt særlig stemningsfuld atmosfære.
Palazzo’erne med deres metertykke, uigennemtrængelige facader. De gamle, smukke kirker. Små, snirklede gader og hemmelige gyder. Pladser, broer, tårne.
Broen Ponte Vecchio over floden Arno, rådhuset Palazzo Vecchio og domkirken Santa Maria del Fiore er tre af de allerstørste seværdigheder i Firenze, og de er alle tre bygningsværker, der har set middelalderens og – ikke mindst! – renæssancens tid i byen.
Florentinernes charmerende attitude
Firenzes indbyggere er florentinere af hjertet, men det er enormt charmerende at opleve deres alligevel typiske italienske attitude.
Tilbagelænethed på statsmandsmanér, viftende hænder i diskussioner, altid velpolerede sko og den generelle overordentlige velklædthed.
Stolthed, kultiveret livsførelse, men med plads til høj latter og glimt i øjnene.
En hurtig kop espresso, som hældes ned i to slurke, og så videre i dagens tekst.
Vespaer og Fiater drønende forbi i de smalle gader.
Det er altså bare SÅ italiensk.
Skøn festivitas i Firenze
Og så forstår de lokale florentinere at holde en fest!
Vi har været i Firenze ved flere store højtider, som alle fejres med pomp og pragt.
Juletiden har en helt særlig fin stemning med fokus på hygge med familie og venner, fred og velkommenhed.
I påsken går byen amok i et sandt fyrværkeri af festivitas.
Og på Jomfru Marias fødselsdag (d. 7. september) samles byens børn og barnlige sjæle om aftenen med papirslygter (mange af den hjemmelavede) i hænderne på bl.a. Santissima Annunziata-pladsen og har nogle dejlige timer med sjov og morskab.
Jo, Firenze er bare en skøn by at besøge året rundt.
Firenze overrasker stadig
Selvom vi har været i Firenze mange gange, har vi stadig ikke besøgt alle palazzo’erne, museerne, små fine særligheder eller alle kirkerne, så vi har altid noget til gode.
Faktisk kan vi også finde os selv på en gade, hvor vi ikke tidligere har gået – det sker ret sjældent efterhånden, men det sker.
Firenzes middelaldercenturm bliver ved med at give og give, som et løg, der får flere og flere lag, jo længere man piller det.
På den måde udvikler den sig, udvider sig og åbner hele tiden op til nye lag af sin personlighed.
Vi opdager altid noget nyt, når vi er på ferie her, og det er helt klart med til, at vi altid har lyst til ”lige at tage et smut til skønne Firenze”.
Vores Firenze
Samtidig er det dejligt at gense alt det, vil holder af i og ved Firenze. Vi kan gå ture de samme steder om og om igen. Besøge ”vores” kirker, museer, caféer, parker, udsigtspunkter, boghandlere og så videre.
Det lokale liv tiltaler os. Byens markeder bugner med toskansk dyrket frugt og grønt, delikate pølser og specialiteter fra egnen.
Lampredotto-sælgeren byder på de særegne lampredotto-sandwich, som i sandhed er en helt særlig lokal oplevelse (læs mere om lampredotto og andet lækker mad i mit blogindlæg: Lækker mad i Firenze – sådan spiser du godt og billigt).
I Firenze er langt det meste af trafikken ført udenom bykernen, hvorfor du ikke bliver generet af længerevarende motorstøj.
Jo, der suser en scooter eller en bus forbi ind imellem, men Firenze er støjmæssigt en ret rolig by.
Der er langt imellem de store internationale kaffe- og burgerkæder i den centrale del af byen, og de, der er, er gemt godt af vejen.
Tingene foregår meget på de lokales præmisser, hvorfor ”den lokale vibe” bibeholdes så godt, som den faktisk gør (på nær måske en juli dag ved middagstid, hvor byen er oversvømmet med besøgende, der lige skal se domkirken og rådhuset, men som i stedet flygter til den nærmest isbod, da det er for varmt at forholde sig til noget som helst andet på det tidspunkt).
Der er så meget at se, så meget at opleve i Firenze. Der er et væld af seværdigheder og attraktioner i verdensklasse, og det indenfor et meget afgrænset område.
Men der er også plads til pauser og fredelige åndehuller, som er så vigtige, når man er i en storby.
Kenneth og jeg har så mange minder og skønne oplevelser her, at byen nærmest er en levende del af os – og vi af den.
Min gamle engelsklærer sagde altid, at: ”Den største glæde er gensynets glæde,” og det er virkelig svært at afvise, når vi står i vores Firenze efter for lang tids afsavn (det er altid for lang tid siden, vi sidst var der, også selv når vi lige er kommet hjem …).
Og blandt andet derfor er Firenze så skøn.
Vil du gerne selv på ferie i Firenze? Skriv til mig, jeg hjælper dig gerne.
Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere om at holde ferie i Firenze, så må du endelig skrive til mig. Du kan sende mig en mail på maria@noproblem.dk eller skrive en kommentar i kommentarfeltet under indlægget. Jeg glæder mig til at høre fra dig.