Det sene efterår er et godt tidspunkt til et besøg i Fredericia, for på en dag i november bliver byen noget så smuk, når solen bryder frem.
På sådan en solskinseftermiddag får jeg tit en ustyrlig lyst til at træde lidt ud af dagligdagens rutiner og tage på tur.
Derfor hoppede jeg på bilen og susede afsted til den gamle fæstningsby med de smukke volde ved Lillebælt.
Der er gode stier på hele voldanlægget, og det er det oplagte sted at gå tur i Fredericia.
Fredericias ældste byport, Prinsens Port, er altid et smukt bekendtskab.
Det Hvide Vandtårn står og ser så alene ud, der på volden.
Du kan komme op i tårnet og nyde den fine udsigt over byen og fæstningsanlægget, når du går tur i Fredericia (det havde dog ikke åben, da jeg var der – og jeg har højdeskræk, så jeg var ikke kommet derop uanset … Men det kan du jo gøre).
Solen brød så smukt igennem skylaget, da jeg var ved vandtårnet. Og den kastede stadig sit gyldne lys ned over byen, da min gåtur i Fredericia sluttede ved den meget fine Nørreport (derefter gik jeg hen og fandt mig en kop kaffe, men det er en anden historie).
Jeg håber, at min lille billedserie kan inspirere dig til også at gå tur i Fredericia. Det er en virkelig smuk og stemningsfuld by, som er helt oplagt at besøge på en smuk efterårsdag.
Rigtig god gåtur i Fredericia!