Reklame: Kuffert og kompas har modtaget bogen “Europas smukkeste vandreruter” fra Politikens Forlag, mod at lave en anmeldelse af den her på Kuffert og Kompas. Alle ord, tanker og holdninger er naturligvis vores egne.
Tidligere tog jeg, Kenneth, ofte på vandreferier, men det er ikke blevet til så meget de senere år (bl.a. på grund af corona). Min vandrerejsefeberen er dog blusset op igen, ikke mindst efter at jeg har taget fat på bogen “Turen går til Europas smukkeste vandreruter”.
Pludselig står minderne klare om den dag, hvor jeg måtte opgive at nå til toppen af Mt. Rysy i Polen, fordi stien var skyllet væk.
Jeg mindes også de tidlige morgener i Alperne, hvor jeg sad i det frostsvøbte græs og kiggede på vidunderlige bjerge, der var omkring mig.
Og jeg mindes udsigten til Kazbegi-bjerget i Georgien.
Verden er fyldt med dejlige steder at vandre!
I bogen kommer vi vidt omkring i Europa, og lige om lidt vil jeg er igen begynde at tjekke priser på tog- eller flybilletter til forskellige rejsemål med gode vandreruter.
Jeg har nemlig allerede planlagt at skulle på vandretur med en kammerat. Og så skal jeg også snakke vandreture med Maria og høre, om ikke hun også vil med en et par stykker.
Sådan er “Turen går til Europas smukkeste vandreruter” bygget op
Bogen starter med beskrivelse af vandring og trekking generelt, og der gives nogle gode grundlæggende råd.
Derefter kommer beskrivelser af 39 smukke vandreture i Europa. Her er bl.a. ture i Island og Finland mod nord og i Grækenland og Bulgarien mod syd.
Der er meget krævende ture i bogen, men også lettere ture for alle typer vandrer.
Der er ture på nogle få timer, og nogle på flere dage.
Hver enkelt tur er beskrevet med længde, varighed, højdemeter, med et enkelt kort samt forslag til etaper med angivet længde.
Derefter kommer en beskrivelse af selve turen og området.
Og sidst er der angivet praktiske informationer om rejsen til vandreturen, bedste tidspunkt at vandre på, krav til den vandrende samt informationer om logi på turen.
Disse ture fangede især min opmærksomhed
Jeg er vild med Italien, så det er med glæde, at jeg finder en vandretur i Italien, som tiltaler mig meget.
Der er to vandreruter i det nordlige Italien ved området Cinque Terre. En kyststi og en højdesti.
I bogen beskrives området således: ”Hvilket andet sted i verden får man alt dette? Storslået udsigt over havet, udfordrende men dog ikke uoverkommelige vandrestier højt oppe over havet – og om aftenen det skønne italienske køkken med pizza, pasta og alt godt fra havet. Faktisk burde man simpelthen overveje at flytte til Cinque Terre.”
Også ruterne på De Britiske Øer og i Irland virker utroligt spændende for mig.
Jeg har kun besøgt England, Skotland og Irland på kortere ture før, og aldrig på vandreferier. Vandrestien fra Englands vestkyst til Englands østkyst ser utroligt spændende ud.
Det samme gør turen langs Ring of Kerry i Irland, og det er en gammel drøm at vandre i det skotske højland.
En inspirerende bog
Der gik ikke mange minutter, fra jeg fik bogen i hånden, til jeg fik lyst til at komme afsted på vandreferie igen.
Det skyldes først og fremmest de utroligt flotte billeder, som er i bogen.
Forsidebilledet er fint, men billeder inde i bogen er meget bedre.
Bogens beskrivelser af de forskellige vandreture er gode til inspiration. Og de er absolut brugbare til valg af vandreture eller vandreområde til den næste vandreferie.
Beskrivelserne indeholder lidt om, hvad du kan forvente på de enkelte vandreture. Både om, hvad du kan komme til at se og opleve, men også noget om sværhedsgraden på den enkelte tur.
“Turen går til Europas smukkeste vandreruter” kommer til at stå klar i reolen fremover, så den kan tages frem, når vandrefeberen raser i min krop. Og jeg håber, at jeg kan komme til at gå på mange af turene i bogen senere.
Og så skal jeg da lige have fat på Peter fra Eventyrsstyrelsen, så vi kan tage retur til Tatrabjergene i Polen eller Slovakiet og endeligt komme til toppen af Polens højeste bjerg, Mount Rusy.
‘Europas smukkeste vandreruter’ er udgivet af Politikens forlag (via linket til deres hjemmeside kan du købe bogen), 2019, 272 sider.