Horus-templet i Edfu har i mange år stået højt på min liste over seværdigheder i Egypten, som jeg gerne ville opleve. Og oplevelsen af stedet ved mit besøg lever helt op til mine forventninger – Horus-templet er en sand perle.
Det er dagene omkring nytårsaften, og vores Nilkrydstogt har endelig ført os til Edfu. Solen skinner fra en skyfri himmel, og vi nyder hvert et øjeblik med varme stråler, der kildrer vores kinder og varmer vores hænder – der bliver nemlig overraskende koldt i de egyptiske decembernætter, så vi suger til os af dagenes høje temperaturer.
Vi venter på, at vores køretøj skal ankomme, og lidt efter dukker den lille, slidte hestevogn op. Vi må dele den med en tysk familie, som også skal ud at hilse på Horus, den gamle, egyptiske himmelgud, som altid fremstilles som en falk.
Flere gange må kusken springe af og sparke det ene vognhjul på plads, før vi når Horus-templet, og så drøner vi eller afsted for at nå frem i tide.
Horus er som sagt en meget gammel egyptisk gud, og det er nok hans falke-udseende, der har vagt min kærlighed. Jeg holder nemlig vældig meget af fugle, ikke fordi jeg er ornitologisk begavet som sådan, men jeg har en stor beundring for fuglenes stilrene kroppe, deres smukke fjer og så deres nysgerrighed og gå på mod – fugle er nemlig både kloge, nysgerrige og ret så modige dyr.
Lidt efter er vi fremme, og det er et meget smukt syn, der møder os. Horus-templet i Edfu er et af de bedst bevarede templer i hele Egypten. Templets vægge er fyldt med dekorationer i form af imponerende relieffer, malerier og statuer af faraoer og oldtidens guder, stribevis af hieroglyffer og spændende symboler, og så kan man se tydelige spor efter farvestrålende maling på søjler og vægge.
Horus ses naturligvis afbildet både her og der, og både i hel falkeskikkelse, men også som mand med falkehoved.
Ved indgangen til den store indergård står to Horus-statuer, den ene uden ansigt og begge uden hovedpynt, men med stolt knejsende fuglekroppe.
Der er en dejlig ro i templet, som i december måned ikke er overrendt, så der er god plads til, at vi kan gå på opdagelse, som vi vil.
En due flyver op fra kanten af templet, hvor den har siddet og hvilet sig sammen med sin flok. Lokale mænd i lange dragter går forbi – måske er de på vej til en velfortjent tepause. Tysk, engelsk og spansk blander sig med herlige arabiske gloser.
Den prægtige, sorte, granit statue af Horus står bagerst i indergården. Han ser noget knorten ud, som han står der med sine sammentrukne øjenbryn. Samtidig giver hans højtløftede, buede næb ham et majestætisk og stolt udseende. Man får en tydelig fornemmelse af, at her er en gud, man ikke skal komme på tværs af.
Jeg er meget betaget af statuen af Horus, men sandelig også at resten af templet ved Edfu.
Det er ikke et sted, der er nævnt i enhver guidebog, og mange ser det kun som en lille forsmag på, hvad der venter dem i Abu Simbel (eller Luxor, hvis I sejler fra syd til nord) og derfor let kommer til at overse templets skønhed.
Men jeg har det sådan, at hvis I giver jer tid til at indfange templets stemning, uden at haste igennem det, giver jer tid til at nyde og være tilstede der, hvor I er, så er Horus-templet virkelig en sand perle.