Jeg savner verden
Ikke så meget den lige udenfor min hoveddør
Den store vide
Jeg savner rejserne og deres evne til at få mig til at føle mig fri
Jeg savner de nye indtryk, verden kan give mig
så jeg lærer nye måder at forstå
forstå forskellige kulturer, mennesker, livsforhold
og forstå mig selv
Så jeg bliver større og mere vidende, oplyst og dannet
Jeg savner at høre andre sprog end mit eget
og gætte mig frem til ord og betydninger
se sammenhænge og lære nyt
Jeg savner at drikke kaffe af en porcelænskop
på en cafébænk i solen
og se på grønne træer eller spændende arkitektur
anderledes end alle bygninger
jeg kan se hjemme fra mit stuevindue
Og jeg savner at spise mad og have en samtale med min mand om
at ingen af os vidste
at noget kunne smage sådan
Jeg savner at se stor kunst, rå natur, lyden når der kaldes til bøn fra en moské
eller de små klokkers klimt af hellige lyd
når vinden fanger dem
ved gyldne buddhistiske templer
Jeg savner at gå forbi velduftende citrontræer i terracottakrukker
At se en halvmåne spejle sig i en flod med et svært udtaleligt navn
Boghandlere med bøger skrevet på kyril, græsk eller urdu
Jeg savner at blive beriget
med nye indtryk
som kun verden kan give mig
Jeg savner verden
Tanker fra coronaens tid
Sikke er fint skriv, Maria. Jeg savner i den grad også verden derude, og alt den energi den plejer at gi mig Kh Pernille, Forstadsnomade
Mange tak for det, Pernille.
Lige præcis det med energi og glæde og frihed og ‘noget andet end det sædvanlige’ bliver så dejligt at komme ud og opleve igen 🙂
Kh,
Maria