Marsklam er en lækker, lokal specialitet, når man er på besøg i vadehavsområdet, og dertil kan der købes lokale grøntsager ved flere gårdbutikker på Rømø.
Der er to slags kød, der hører sig til, når du er ude efter lokal mad på Rømø, og det er lam og fisk. Mange af øens marker og diger ud mod havet er befolket med får og lam. Og fordi man befinder sig på en ø, så er fisk også en oplagt spise – også selvom der kun fanges rejer i havet lige ud for Rømø, mens fiskehandlerens fisk kommer fra Esbjerg, som dog ligger lige om hjørnet.
Jeg gik efter lammekødet.
Og jeg fandt det hos Rømø Slagteren, der har til huse i Kongsmark på Rømøs østkyst. Her var der et enestående udvalg af forskellige lammebøffer, pølser, grillspyd, pålæg med mere. Jeg valgte en god, stor marineret lammekotelet.
Jeg overnattede på vandrerhjemmet (Danhostel Rømø) på Rømø, så jeg tænkte lidt over, om faciliteterne mon var til at tilberede en god men også relativt dyr lammekotelet, men efter at være tjekket ind og havde set køkkenet var jeg ikke længere i tvivl – det var et godt valg med det stykke kød, for selvom at vandrerhjemskøkkenet var lidt lille og spartansk indrettet, så var der alligevel lige, hvad jeg skulle bruge.
Lige om hjørnet fra slagteren i Kongsmark var der en lille grøntsagsbod, hvor jeg købte nyopgravede kartofler, og tidligere på dagen var jeg kørt igennem Toftum, og der havde jeg set en pænt stor bod. Så der kørte jeg op og købte gulerødder, radisser og jordbær. Ingen dansk sommeraften uden søde, røde jordbær!
Tilbage på vandrerhjemmet kogte jeg kartofler og ordnede grøntsager, hvorefter jeg meget koncentreret stegte lammekoteletten – det måtte endelig ikke få hver for meget eller for lidt på blusset. Men den blev faktisk helt ligesom, den skulle være.
Og så var det ud at sidde i gårdhaven og spise den lækre middag med ene af gode råvarer – og hvem siger, at vandrerhjemsmad behøver være kedeligt? Ikke mig. Det var lækker lokal mad fra Rømø.