Det er varmt – det er en af de helt specielle sommernætter, hvor Firenze er magisk, lokkende. Byen indbyder mig til at lade mig glide gennem dens gamle smalle middelaldergader.
Jeg begynder gåturen til mit hotel – jeg står på stationen, men mit mål, hotellet, ligger på den anden side af centrum.
Det første jeg lægger mærke til, er, at byen denne nat er usædvanlig stille. Kun sjældent hører jeg en bil, og der er kun få mennesker på gaderne. Det gør bare oplevelsen større.
Jeg drejer ind af de små gyder, hvor lukkede facader på lejligheder, restauranter, isboder og andre butikker fortæller mig, at byen sover. Jeg kan mærke, at den alligevel holder øje med mig.
Mens jeg går, kigger jeg ned af en smal gade – for enden kan jeg se byens hjerte. Hjertet er den fantastiske katedral Doumoen. Jeg ser dens hvide marmorfacade og en lille kant af dens store kuppel.
Jeg stopper op. “Kuplen er et arkitektonisk mesterværk,” hvisker byen til mig gennem søvnen. “Ingen kunne bygge en så stor kuppel, inden arkitekten Brunelleschi genopfandt oldtidens byggekunst”.
Jeg går ned af gaden, og jo tættere jeg kommer katedralen, jo mere fantastisk er den. Og det vidunderlige er, at jeg her om natten har den næsten helt for mig selv.
Stilheden bliver brudt af en scooter, der suser forbi. Det passede da bare også – uden scootere vil det ikke være det ægte Italien.
Jeg træder op på fortovet og kigger på scooteren og dens chauffør. Han stopper op ved den nærmeste cafe – sætter sig ned ved det nærmeste bord, drikker en espresso sammen med en mørkhåret pige – de kysser, og efter nogle minutter stiger de sammen elegant på scooteren og fortsætter ud i natten. Natten i Firenze er romantisk.
Jeg går videre. Byen guider mig gennem sine gyder og gader.
Forude kan jeg se et højt tårn. “Engang var der masser af tårne,” fortæller byen mig. “Og folk kæmpede internt mellem tårnene. Det store tårn lige fremme var et fængsel, hvorfra folk blev hængt eller bare smidt ud”. Byen forsøger at skræmme mig, men det virker ikke.
Tårnet hæver sig over en pladsen Piazza del Signoria. Tårnet er toppen af det store Palazzo Veccio, det gamle rådhus. Her er ekstremt fredfyldt. De mange skulpturer på pladsen byder mig velkommen til Firenze, og lige om hjørnet ligger Uffizi muséet, der er blandt de bedste kunstmuséer i verden. Jeg skal desværre videre, men jeg kunne sidde her i lang tid og beundre denne vidunderlige plads.
Byen smiler til mig – det er lidt som om, den siger: “denne vej”.
Igen går jeg videre blandt gamle gader, og jeg føler mig hensat til renæssancen, hvor berømte kunstnere, som Michelangelo, Donatello, Botticelli og mange andre, fik et frirum af styret i byen. Kunsten strålede i Firenze og gjorde den til verdens førende by.
Lige fremme ligger Santa Croce – en anden af byens store kirker. Foran kirken står Dante, eller rettere sagt en statue af ham. Han ser ikke glad ud, men byder mig alligevel velkommen til Firenze, hans egen hjemby, som han blev landsforvist fra. Under armen har han “Den guddommelige komedie”, et af verdens mest kendte bøger. Jeg tager min kopi af hans bog op af min rygsæk og viser ham den – han nikker anerkendende.
Jeg går videre og er snart ved mit mål.
Hotellet er lukket, og medens jeg roder efter koden til døren, taler byen igen til mig. “Det er ikke hver dag, jeg snakker med mennesker,” siger den. “Men jeg vil gerne have, at du fortæller til alle, at det er helt specielt at opleve mig om natten”.
“Det skal jeg nok,” siger jeg til byen. Jeg taster dørkoden ind. På receptionensskranken ligger min nøgle med den lille velkomsthilsen, bagved står den store espressomaskine, og hele stemningen oser af Firenze og Italien.
Jeg stikker lige hovedet ud af døren og lover endnu engang byen, at anbefale alle jeg møder, at tage tid til en spadseretur ud i dens nat, og at tage sig tid til at indånde og opleve byens fantastiske stemning.
Jeg glæder mig til alle feriens dage i selskab med Firenze.
Denne artikel er tidligere bragt på iFirenze.dk – en guide til Firenze, som ikke længere eksisterer.