Jeg kan godt lide at køre med tog – både i Danmark, hvor det desværre er helt uanstændigt dyrt, og når jeg er i udlandet.
Jeg sover altid noget så dejligt i sovevognenes køjesenge, hvor hundredvis af tidligere togpassagerer har ligget og blødgjort køjens madras for mig med deres varme kroppe.
Denne togvogn er opdelt i 10-12 afdelinger med hver 4 senge / 2 underkøjer og 2 overkøjer, der hver har et guldfarvet gardin, som trækkes for, så man kan være ganske privat og sove i fred.
Lige nu har jeg blot trukket mit gardin halvt til, da jeg ligger og følger med i, hvad der sker ude på gangen.
I dag deler jeg køjeafdeling med Ahn, den unge, thailandske studerende, der studerer i byen Kanchanaburi, men nu har ferie og skal til en by i nærheden af Chiang Mai.
Ahn er oprindeligt fra Bangkok, hvor jeg går ud fra, at hun lige har besøgt sine forældre, og nu fortsætter hun pausen fra universitetet i det nordlige Thailand.
I de to andre køjer (jeg ligger selv og skriver i min overkøje, mens Ahn har lukket sine gyldne gardiner til i køjen under mig) skal den lille thailandske familie, bestående af mor og far, søn (cirka 5 år) og datter (cirka 2 år), sove sammen i nat. De har vist en rigtig hyggelig togtur; de sidder sammen i deres underkøje, hvor de drikker sodavand med sugerør af dåser og spiser chips.
Toget sætter i gang igen, og den lille, runde mad-dame kommer med en tallerken mad til familien. En krydret fiskeret med dampede ris. Duften af stærke, aromatiske krydderier fylder luften i vores lille afdeling og gør stemningen meget thailandsk.
Tidligere i dag talte Kenneth og jeg om, at Thailand dufter af citrongræs med et strejf af røgelse, men duften af stærke madretter er også typisk for landet.
Familiens dreng fik øje på mig, da jeg smilede til ham, mens han drak sodavand. Nu vimser han rundt i sin og farens overkøje, hvor han med alle mulige små påfund prøver at fange min opmærksomhed.
For et øjeblik siden så han mig komme det rene, hvide pudebetræk, som blev udleveret til os, da togturen startede, på min pude. Nu Lægger han sit eget hvide pudebetræk stramt henover puden i sin køje, så den kommer til at ligne min. UG for forsøget, lille mand!
Hans far kravler op i køjen til ham og viser ham, hvordan han skal komme puden ind i betrækket.
Jeg mærker sådan rigtigt, at jeg lever, når jeg rejser. Og jeg rejser nok allerbedst fra sted til sted, når jeg kører med tog. En togtur tager tid, og den er aldrig stressende og fyldt med hidsige ”dyt”, sådan som busture kan være, eller være med lufthuller og ubekvemme sæder, som det er, når man er med fly. Med toget er der en stille bumlen frem og tilbage, lidt ”fut-fut” i ny og næ og fred og ro.
Toget snegler sig frem igennem byer, bjerge og jungle, igennem grønne rismarker og landsbyer med kvæg og huse af strå. Det lyser gult frem i tropenatten, hvor ildfluer suser frem og tilbage imellem buskenes grene. Toget lyser på skinnerne op, så det kan se, hvor det kører, og så det kan ses af dyr og mennesker på dets vej.
Moren læser en lille historie for sine børn, Ahn vender smilende tilbage fra sit toiletbesøg og forsvinder igen bag sine lukkede, guldfarvede gardiner.
Jeg vil også lukke mig inde bag mine gardiner og sove og glæde mig til at vågne op og være i Chiang Mai i morgen.
Jeg lægger kuglepennen fra mig og lader mig vugge i søvn af togets bevægelser og lyden af ”sawadee ka” og en blanding af vestlige rejsendes glade stemmer og de lokales meget vokale småsnak.
Åh, jeg kommer til at sove godt i nat.
Togets gyldne gardiner er trukket for hele natten, så man kan sove helt for sig selv på togturen imellem Bangkok og Chiang Mai.