Close
På afveje på Koh Tao?

På afveje på Koh Tao?

Hvor jeg sidder, kæmper to forskellige diskoteker om at fange de feststemte backpackers, der vandrer frem og tilbage på stranden. Lige nu kæmper Wind Beach Resort med Eagles og deres “Hotel California” mod CanCun Bar og et moderne teknonummer, som jeg ikke kender. Det er teknorytmerne der vinder, og stranden foran CanCun Club fyldes med dansende backpackers.

Jeg sidder på Wind Beach Resort, hvor det er Eagles, der underholder. Jeg smiler stort indvendigt – der er præcist forskellen på mig selv i dag og dengang, da jeg var på min store festfyldte backpackerrejse rundt i Asien.

Men hvorfor sidder jeg så her? – Jo, det gør jeg, fordi jeg er kommet til at dumme mig, og er på den måde kommet på afveje.

Jeg har booket en ellers dejlig bungalow helt nede ved stranden. Et perfekt og romantisk lille sted til relativt billige penge blandt flotte tropiske planter og store farverige sommerfugle.

Det eneste problem med stedet er, at det er placeret netop med front mod Wind Beach Resort og med bagenden mod CanCun Bar. Hvis jeg havde været i bungalowen lige nu, ville lydniveauet være næsten på samme niveau som lige her på stranden. Så i stedet for at ligge i min seng og være sur, har jeg valgt at deltage i festen – og der er gang i den. Lige ovre på CanCun Bar.

For 15 eller 20 år siden ville jeg have været på helt rigtige hylde, og selv om min krop også delvist bliver fristet af technorytmerne, er det hjernen der siger, at jeg er på afveje.

Langsomt indser folkene på Wind Beach Resort, at de har tabt kampen og begynder at lukke ned for musikken, og mit fokus rettes på strandfesten ved siden af. Det minder mig om en af de populære Full Moon-fester på naboøen, Koh Phangan, som jeg deltog i for mange år siden, og jeg kommer til at tænke på, om jeg har ændret mig meget siden dengang …

Et hold ilddansere er ankommet, og de fremfører et imponerende show, hvor de som afslutning sætter en limbopind op, som de sætter ild til; og så er det tid til at danse limbo under de allerede dansende flammer.

For ilddanserne er det en leg. Deres kroppe vugger selvsikkert under den brændende pind, og nogle få modige backpackers følger efter, mens flammerne stadig er i en sikker højde. Her træder fornuften dog ind for backpackerne, men ilddanserne følger med limbopinden helt ned til langt under en meters højde. Jeg synes det er imponerende show.

Det begynder at langsomt at regne, og efterhånden som regnen tager til, kommer strandfesten til en helt naturlig afslutning. Maria kommer hen og tager fat i min arm – det vækker mig fra mit tankespind; det er tid til at gå i seng og sove i den vidunderligt stille nat.

Da jeg ligger i sengen, kommer jeg til at tænke på, om det med strandfester, teknorytmer og dans i vandkanten egentligt nogensinde har været mit domæne?

Jeg kender godt svaret – det har det ikke. Så jeg er ikke mere på afveje, end jeg nogenside tidligere har været.

Forskellen er, at i dag ved jeg godt, at det er helt ok ikke deltage i dansen, og derfor er jeg helt afslappet med at sidde på sidelinjen og observere.

Jeg tror faktisk ikke, at jeg er kommet på afveje på Koh Tao – tværtimod jeg har nok nærmere fundet mig selv. Her på Koh Tao.

Kenneth på Koh Tao

Vil du finde rejser til Thailand kan du sammenligne priser på Travelmarket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close