Orkidéer, lotus, roser og jasmin. Citrongræs, chili og ingefær. Duftene er eksotiske, de er det ægte Thailand. Pak Klong Talat-grøntsags- og blomstermarked i Bangkok er en virkelig dejlig oplevelse.
Lige der hvor Rop Krung-kanalen, der løber igennem det gamle Bangkok, møder den store Chao Praya-flod, ligger byens største og et af de mest seværdige markeder: Pak Klong Talat.
Stemningen på Pak Klong Talat-markedet i Bangkok
Her sælges der dagligt tusindvis af friske, farverige blomster og sprøde, lækre grøntsager til både lokale restauranter, husmødre og besøgende fra hele verden.
Her kreeres der flotte blomsterdekorationer og laves kranse af hvide jasmin-knopper eller gule tagetes til de buddhistiske templer.
Og her sælges der langstilkede, højrøde roser til romantiske stunder.
Vi kan liste rundt i timevis og se på farver og skønhed. På at føle duften af jasminkransene og citrongræs. På at smage lidt sød frugt eller en stærk chili. Og på at høre lyden af det thailandske sprog, som ytres i glade samtaler og råbes højt for at lukke kunder til en bod.
Det er en dejlig oplevelse at være her.
Besøg selv Pak Klong Talad-markedet
Hvis du gerne vil besøge markedet, så har vi her samlet en lille guide med transport-tips samt adresse og åbningstider.
Fra Khao San Road til Pak Klong Talad
Hvis du bor i nærheden af Khao San Road (altså ved det store backpacker-område), så er der ikke langt at gå, når du skal besøge Pak Klong Talads grøntsags- og blomstermarked i Bangkok.
Faktisk skal du bare finde gaden Tanao Road / Thanon Tanao, som løber lige udenfor Burger King for enden af Khao San Road.
Følg Thanon Tanao, og kryds over den store gade Ratchadamnoen Klang Road lige ved det store offentlige bibliotek. Nu er du på den gode Tanao Road, som du bare skal gå ned ad (altså mod syd).
En lille kilometer nede skifter gaden navn til Ban Mo, og 300-400 meter længere nede ligger Pak Klong Talad-markedet.
Med færge, tuk-tuk og taxa til Pak Klong Talad
Hvis du bor andre steder i Bangkok, så kan du tage med en af de lokale færger på Chao Praya-floden til enten Rajinee-stoppet (som ligger tættest på markedet) eller til Memorial Bridge-stoppet.
Du kan også altid tage en tuk-tuk eller en taxa til Pak Klong Talads grøntsags- og blomstermarkedet i Bangkok. Det er et sted, som langt de fleste chauffører vil kende til.
Pak Klong Talat-markedets adresse og åbningstider
Du finder (officielt) det skønne Pak Klong Talat grøntsags- og blomstermarked i Bangkok på:
Chakphet Road, Phra Nakhon, Bangkok.
Markedet har åbent døgnet rundt, men på nogle tidspunkter er der mere at se, end på andre (i følge Google markedet kun åbent fra 10-22, men i virkeligheden har det altså altid åbent).
Om natten og i de tidligste dagstimer kommer der nye forsyninger af varer hertil, hvilket er en meget spændende oplevelse, som trækker mange besøgende til.
Midt på dagen er der ikke så mange lokale, der handlende her.
Og sidst på dagen, efter rush-hour, er de fleste af blomsterne solgt.
Hav en dejlig tur til det spændende, duftende og herlige Pak Klong Talat-marked i Bangkok.