Det er let at give vadehavsøen Rømø et ry af at være overturistet og fyldt med campingpladser, hoteller og badelande – og derfor kedelig og useværdig. Men det synes jeg utroligt synd, for hvis det er det syn, man har på øen, må det være fordi at man ikke har givet sig selv tid til at opleve det, man kan finde under Rømøs facade.
Og her mener jeg ikke tid, som flere dage, men mere, at du skal give dig tid til at tage den med ro og lige så stille lade sig glide ned i tempo. Langt ned i tempo – for det er sådan, det er, der under Rømøs overflade.
Der findes nemlig et tempo i meget lav hastighed på Rømø, som du helt sikkert kommer til at overse, hvis du har for travlt med at leje cykler, stå i kø hos ismanden, eller i kø efter røgede makreller hos Otto & Anis på havnen i Havneby.
For ligesom med så meget andet på Rømø, skal du lade være med at stå der lige klokken 12, hvor alle andre også mener, at de ikke kan undvære en lækker, nyrøget makrel til deres rugbrødsmad.
Nej, kom kl. 14, hvor der ikke er andre kunder, så kan du gå lige hen til kassen og købe ind.
Jeg syntes, der var mange mennesker alle steder, da jeg ankom til Rømø ved 12-tiden mandag d. 4. juli, og de skulle selvfølgelig se de samme steder, som jeg. Men sådan sidst på eftermiddagen undrede jeg mig over, hvor alle folk var blevet af. Der var så stille og ikke længere andre biler på vejene. Og det gjorde jo så, at jeg kunne tage hen og se lige, hvad jeg havde lyst til.
Jeg var faktisk selv i et lidt opskruet tempo, da jeg ankom til Rømø – det tempo, som alting foregår i i vores samfund, hvor vi skal skynde os at nå det hele. Derfor havde jeg selv lidt svært ved at komme i den rigtige stemning, da jeg var kørt over dæmningen til øen. Og derfor kom jeg til at bestille en alt for dyr frokost af tvivlsom kvalitet i Havneby, Rømøs største by.
Efter frokosten ville jeg ud og se lidt kultur, og der skulle ligge et par gallerier og glasværksteder i Havneby, så jeg fandt kortet frem og begyndte at gå.
Jeg gik på gaden mod Sønderstranden, og jeg gik og gik og gik næsten helt ud af byen, før jeg indså, at jeg ikke kunne finde vej.
Mens jeg kløede mig i nakken og drejede kortet frem og tilbage, så jeg op og opdagede at landskabet, jeg gik i, var fyldt med blomstrende hybenroser, blåklokker, brombær-planter og farverige græsser, og der stod høje træer med flagrende blade på de lave lyngklædte bakker. Det var smukt!
Netop da gik det op for mig, at jeg stæsede afsted for at finde et eller andet stort, kulturelt, seværdigt, og at det jeg i virkeligheden skulle gøre, var at slappe af og lade øen selv vise mig, hvad den kunne tilbyde. Og det var jo natur, enestående smuk natur, der var det, den ville have, at jeg skulle se.
Naturen er Rømøs uomtvisteligt største attraktion, og det skal forstås på den måde, at det er en virkelig stor attraktion, som jeg gerne vil komme tilbage til flere gange. Rømøs natur er meget varieret fra store strandarealer, over klitter, skov, landbrugsmarker og marker med græssende får og køer, hedelandskaber og sumpede områder, hvor fugle flokkes i tusindvis.
Jo jo, Rømøs strande med deres kæmpe sandflader er bestemt smukke og skal helt sikkert ses, men tag ind til den fredede hede midt på øen, og du vil se et bragende smukt landskab med lyng, græsser, mos, fyrretræer og bævreasp og et hav af vilde blomster – det var faktisk nogenlunde sådan, at store dele af det oprindelige Danmark så ud, før vi begyndte at opdyrke landet.
Foruden naturskønheden på heden kan du også finde noget andet og meget vigtigt der, nemlig roen. Der er et godt stykke herfra til byliv, campingpladser og veje, så her er den mest fredelige atmosfære, du kan forestille dig.
Et godt tip til at finde ind til Rømø under overfladen er at finde et kort på turistkontoret, hvor øens lidt mere end 20 bænke fra foreningen ”Venner af Rømøs Natur” er angivet.
Tag rundt på Rømø, find bænkene og sæt dig i nogle minutter og bare indsug udsigten og stemning, der er omkring dig – så kan jeg love dig for, at du kommer til at finde ind til Rømøs eget langsomme, fredfyldte tempo.
Note: Jeg fandt aldrig gallerierne, der tilsyneladende lå et stykke udenfor Havneby, men det gør jeg en anden gang.