Close
Skønne caféer og kaffebarer i Moskva

Skønne caféer og kaffebarer i Moskva

Moskva er en metropol, en kæmpe by med millioner af indbyggere, så hvor i alverden skal du gå hen for at finde en god kop kaffe? Det har Kenneth og jeg undersøgt, og jeg har lavet en liste med de 5 caféer og kaffebarer i Moskva, som var vores favoritter.

Moskva er en by med stolte te-traditioner, men der er efterhånden også et stort udvalg af hyggelige caféer og moderne kaffebarer.
Dog er det langt fra alle caféer og kaffebarer i Moskva, der serverer velbrygget kaffe af god kvalitet, men vi er faktisk glædeligt overraskede over standarden.

Moskvas caféliv er generelt topmoderne. Der er ingen forskel på, om du er på en god café eller kaffebar i London, Paris, Berlin, København eller Moskva. Der er den samme vibe, samme fokus på at ville kvaliteten, både i brygning og i valg af bønner.

Den nuværende kaffekultur i Moskva

Der er både små, uafhængige kaffebarer og store russiske og internationale cafékæder i byen.

Fælles for alle caféer og kaffebarer i Moskva er, at der altid er et fint udvalg af søde sager, du kan købe til kaffen.
Russerne er (ligesom fx polakkerne – og mig) glade for kager og chokolade. Så er det en cookie, gulerodskage, en smukt anrettet flødeskumskage, fyldte chokolader eller de der små, utroligt lækre chokoladekugler, du har lyst til, så kan du få det her.

Prisen på en kop kaffe i Moskva varierer meget – fra ca. 26 kr. til 70 kr. for to cappuccinoer (i 2018). Og faktisk er det sådan, at de billige kaffesteder har en tendens til at være de bedste.

Som de store kaffeelskere, Kenneth og jeg er, tog vi på kaffe-opdagelsestur i den russiske hovedstad, og ud fra det har jeg lavet en liste til dig, der gerne vil have en god kop kaffe på din tur til Moskva.

Mine 5 favoritcaféer og kaffebarer i Moskva

* SURF Coffee

Den lille kaffebar, som er den del af SURF Coffee-kæden, ligger på gågaden Nikolskaya Ulitsa, 5 minutters gang fra Den Røde Plads i hjertet af Moskva.

Det er en hip og hyggelig lille kaffebar med en meget uformel stemning.

Cappuccino fra Surf coffee kaffebaren i Moskva

Kaffebaren Surf Coffee i Moskva

Surf coffee - en fin kaffebar i Moskva

Betjeningen er god, og mens vi er her, kommer en ven af huset ind med en ukulele i hånden.

Bortset fra, at mælken i cappuccinoerne har en tendens til at være for fed, så er det fin kaffe (over middel), du får her.

Baristaen taler ok engelsk.

Pris for to cappuccinoer: 360 rub. = cirka 36 kr.
Jeg kommer her for: At drikke kaffe og holde en pause fra bylivet her i det allermest centrale Moskva.

Du finder SURF Coffee på: Nikolskaya St, 8/1, Moskva, Russia, 109012 (klik og se det på Google Maps)
Facebook-side: Surf Coffee x Nikola

* Jeffrey’s Coffee

Jeffrey’s Coffee er endnu en af de rigtig gode kæder af kaffebarer i Moskva.
Jeffrey selv er en tegnet hipster elg med briller – ofte ror han kano; han ses på alle deres logoer.

Maria Erica Jensen på kaffebar i Moskva

Kaffebaren Jeffrey's Coffee i Moskva

Den Jeffery’s Coffee, vi besøger, ligger i samme bygning, som vores hotel, og vi går derfor forbi den hver dag.
Det er en ret stor kaffebar, som blev grundlagt i 2014, fortæller baristaen, som jeg hyggensnakker lidt med, mens hun tilbereder vores kaffe.

Der er god plads til at hænge ud og/eller arbejde ved sin computer; de har glimrende wifi.
Lokalet er stort, stemningsfuldt og moderne, og personalet taler godt engelsk.

Idéen med stedet er, at du betaler for dit ophold her, ikke specifikt for kaffen. Kaffe, snacks og wifi er inkluderet i prisen – eller sagt på en anden måde: 1 kop kaffe giver dig 1 times “gratis” ophold, og du kan snuppe gode sager i snackbaren samt være alt det på internettet, du orker.

Kaffen er god, et godt stykke over middel.

Pris for to cappuccinoer (og 1 times ophold): 260 rub. = cirka 26 kr.
Jeg kommer her for: At drikke kaffe, læse en bog eller arbejde lidt ved computeren.

Du finder Jeffery’s Coffee på: Ulitsa Maroseyka, 15, Moskva, Russia, 101000 (klik og se det på Google Maps)
Facebook-side: Jeffrey’s Coffee

*One Tablespoon

Caféen One Tablespoon er min favorit blandt caféerne og kaffebarerne i Moskva.

Den ligger i et lille, top-hyggeligt lokale og er sådan en lokal café, hvor stamkunderne får kindkys af personalet (hvilket i det hele taget er noget, de hjertevarme russere gør, når de mødes med venner og bekendte).

One Teaspoon i Moskva

Kaffe på caféen One Teaspoon i Moskva

One Tablespoon café i Moskva

Det er sådan en café, som serverer skønne retter, elegante kager, kaffe, te og andet lækker. Det er områdets stamsted for de lokale, kulturelskende unge (og for mig og Kenneth), som kommer forbi for at tale med hinanden, læse og arbejde lidt ved computeren.

Og så er det sådan en café, der har de mest venlige mennesker ansat. Smilende, søde, åbne og virkeligt gode til engelsk.

One Tablespoon ligger lige om hjørnet (et par hundrede meter) fra den imposante bygning Kotelnicheskaya Embankment Building, som er et af medlemmerne i Stalins vilde bygningsprojekt: De Syv Søstre.

Jeg føler mig hjemme på One Teaspoon i Moskva.

Pris for to cappuccinoer: 400 rub. = cirka 40 kr.
Jeg kommer her for: At drikke kaffe, spise morgenmad og/eller frokost og/eller kage, læse en bog eller arbejde lidt ved computeren.

Du finder One Teaspoon på:
Yauzsky Blvd, 14/8, Moskva, Russia, 109028
(klik og se det på Google Maps)

Instagram-profil: @oneteaspoontea

*West 4. Coffee Brew Bar

Blot 100 meter fra den smukke og imponerende store Vor Frelser-katedral ligger en af de mest kvalitetsfokuserede kaffebarer i Moskva. Nemlig kaffebaren West 4. Coffee Brew Bar.

Det er en herlig, lokal kaffebar, hvor baristaerne er dygtige håndværkere, og du kan få alle de kendte kaffebrygningstyper, som fx Aeropress og V60.

Kaffe på West 4. Coffee Brew Bar kaffebaren i Moskva

Kenneth Karl Nielsen på West 4. Coffee Brew Bar kaffebaren i Moskva

Gramofon på kaffebaren West 4. Coffee Brew Bar i Moskva

West 4. Coffee Brew Bar er et meget stemningsfuldt, lille men hyggeligt sted for de kvalitetsbevidste (og selvfølgelig også for alle andre 😉 ) – sådan en rigtig storby-kaffebar.

Kaffen smager skønt.

Og så er personalet rigtig gode til at tale engelsk.

Pris for to cappuccinoer: 400 rub. = cirka 40 kr.
Jeg kommer her for: At drikke kaffe, når vi har besøgt Vor Frelser-katedralen eller et af de museer, der ligger i området.

Du finder West 4. Coffee Brew Bar på: Ulitsa Ostozhenka, 3/14, Moskva, Russia, 119034 (klik og se det på Google Maps)
Instagram-profil: @west4roasters

* Coffie Mania

Lad os sige det med det samme: Den overraskende dyre kaffekæde laver overraskende god kaffe. Og dertil er kagerne også overraskende gode.

Kenneth og jeg valgte kaffebaren, fordi vi havde gået laaaaangt, var trætte og i den grad trængte til at hvile benene og til at nyde en kop kaffe. Og vi blev nærmest hevet ind af det glade, smilende personale.

Smuk og lækker kage på caféen Coffee Mania i Moskva

Kaffe og hygge på caféen Coffee Mania i Moskva

Så ja, vi bestilte kaffe og kage (hold da op for et udvalg af smukt dekorerede kager!) uden at se på prisen.
Og ja, vi blev overrasket over det alt sammen. 120 kr. var ikke, hvad vi havde regnet med at betale for 2 cappuccinoer + kage 🙂

Alligevel tager vi Coffie Mania med på listen, fordi det er god kaffe, de serverer.

Personalet er, udover at være smilende og glade, høflige og imødekommende, og de taler fint engelsk.

Coffie Mania er en af de bedre (og dyrere) russiske kaffekæder, og den minder rigtig meget om Starbucks.

Note til bogelskeren: Denne Coffie Mania ligger et par hundrede meter fra Lev Tolstojs Hus, som er en stor oplevelse at besøge!

Pris for to cappuccinoer: 700 rub. = cirka 70 kr. (kagen kostede 50 kr.)
Jeg kommer her for: At drikke kaffe og spise kage, og for at låne toilettet.

Du finder Coffie Mania på: Komsomol’skiy Prospekt, 21, стр. 2, Moskva, Russia, 119146 (klik og se det på Google Maps)
Coffie Manias hjemmeside: https://coffeemania.ru/en

Jeg håber, at mit blogindlæg om caféer og kaffebarer i Moskva inspirerer dig til at tage ud og få en virkelig god kop kaffe, når du er i Moskva.

Hvis du et godt tip til en café eller kaffebar i Moskva, som ikke er på listen, så skriv gerne en kommentar til mig – man kan aldrig kende for mange gode kaffesteder.

2 comments

  1. Ej en god liste! Jeg har LIGE været i Moskva for lidt over en måned siden og jeg har ikke hørt om en eneste af de kaffebarer du nævner. Nå, det må jeg vist huske til næste visit! 😀

    1. Maria Erica Jensen says:

      Mange tak for det, Marie.

      Sikke da en skam, at jeg ikke havde offentliggjort listen, før du skulle afsted.
      Men ja, så er den klar til din næste Moskva-tur.
      Og dem kan man ikke få for mange af, ture til Moskva, vel? 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close