Close
Skønne caféer og kaffebarer i Poznan

Skønne caféer og kaffebarer i Poznan

Hvor finder du en god café eller kaffebar i den polske by Poznan? Det giver jeg dig fire gode bud på i dette blogindlæg.

Det er altid spændende at komme til en ukendt by og opleve, hvad den kan byde på af mad og drikke. Sådan er det selvfølgelig også, når du besøger Poznan i det vestlige Polen.

Faktisk er der mange caféer og kaffebarer i Poznan. Kvaliteten er for de fleste steders vedkommende ganske okay, men du skal vælge med omhu.
Og da det på forhånd kan svært at vide, hvor du skal gå hen for at få den rigtig gode kaffe, har jeg lavet denne lille oversigt, som du kan gå ud fra.

Mine 4 favoritcaféer og kaffebarer i Poznan

NB: Priserne for kaffen er fra 2018, måske er de steget lidt siden.

*Café La Ruina i Raj

Et rigtig fint kaffested i Poznan er Café La Ruina i Raj. Det er en meget hyggelig, rejseinspireret café og restaurant med smilende og venlig betjening.

Pause ved Café La Ruina i Raj kaffebaren i Poznan

Kaffe ved Café La Ruina i Raj - en god kaffebar i Poznan

Kenneth og jeg holdt meget af at sidde ude på gaden, se på byliv og nyde solen og vores fremragende kaffe.

Pris for kaffe: 5-15 PLN = cirka 10-30 kr.
Jeg kommer her for: At drikke virkelig god kaffe.

Du finder Café La Ruina i Raj:
Święty Marcin 34 61-805 Poznan
(klik og se det på Google Maps)

Instagram: Cafe La Ruina i Raj
En beskrivelse af caféen: Cafe La Ruina & Raj – taste, travels and… a move

*Stragan Kawiarnia

Så er der dømt topmoderne, stilfuld kaffebar.

På kaffebaren Stragan Kawiarnia, der ligger et stenkast udenfor centrum (faktisk lige om hjørnet fra Café La Ruina i Raj), får du virkelig god kvalitetskaffe, og du kan vælge imellem kendte brygningstyper som blandt andet aeropress, Chemex og V60.

Her er kaffebrygning et håndværk, som tages alvorligt.

Stragan Kawiarnia er en af de virkelig gode kaffebarer i Poznan

Kaffebrygning er en kunst på kaffebaren Stragan Kawiarnia i Poznan

Desuden kan du også få gode kager her, og så er stedet også et fint sted at gå hen, hvis du er te-drikker.

Stragan Kawiarnia er min favorit, hvis jeg skal vælge en kaffebar i Poznan ud fra, hvor god kaffen er.

Pris for kaffe: 6-18 PLN = cirka 12-36 kr.
Jeg kommer her for: At drikke rigtig god eftermiddagskaffe og spise kage.

Du finder Stragan Kawiarnia: Ratajczaka 31, 61-816 Poznań (klik og se det på Google Maps)
Facebook-side: Stragan Kawiarnia

*Café Jaglana

Jaglana er en meget hyggelig og velbesøgt café i hjertet af Poznan, faktisk ligger den lige ved det centrale torv, Stary Rynek.

Det er et glimrende sted at starte en god dag med at spise morgenmad/brunch/tidlig frokost.

café Jaglana i Poznan

Brunch på Café Jaglana i Poznan

Maden er frisklavet, og der er salat med som tilbehør.
Damerne, der ekspedierede os, var virkelige søde, smilende og gode til at tale engelsk. Vi følte os meget velkomne.

Og selve kaffen var fin.

Du kan kende Jaglana ved, at der står en bænk af paller døgnet rundt udenfor caféen.

Pris for kaffe: 5-12 PLN = cirka 10-24 kr.
Jeg kommer her for: At spise lækker brunch og drikke kaffe i det allermest centrale Poznan.

Du finder Jaglana: Kramarska 1/5, 61-765 Poznań (klik og se det på Google Maps)
Facebook-side: Jaglana

*SZOP Kawaiarnia Poznan

En sort-hvid vaskebjørn er logoet for kaffebaren, som ligger lige bag Poznans centrale torv, Stary Rynek; faktisk ligger kaffebaren helt tæt på caféen Jaglana.

SZOP Kawaiarnia Poznan er endnu en af de rigtig gode kaffebarer i Poznan, hvor kaffebrygning er i højsædet og kaffen er virkelig god.

Kaffe på kaffebaren SZOP Kawaiarnia i Poznan

Alt hvad du bestiller her bliver lavet LIGE NU – også appelsinjuicen og pandekagerne – så det er helt frisk.
Og derfor kan det godt tage sin tid, før du får din kaffe, for måske har kunden foran dig bestilt pandekager, og så må du liiige vente lidt.
Men kaffen er hele ventetiden værd.

Der er en dejlig slow-stemning på SZOP Kawaiarnia Poznan. Tiden går lidt i stå, og verden bliver ret enkel, når man sidder der og drikker sin kaffe.
Det er topmoderne.

Pris for kaffe: 5-15 PLN = cirka 10-30 kr.
Jeg kommer her for: At drikke dejlig kaffe og frisk appelsinjuice.

Du finder SZOP Kawaiarnia Poznan:
ul.23 Lutego 42 61-744 Poznan
(klik og se det på Google Maps)

Tripadvisor-side: SZOP Kawiarnia Poznań

Jeg håber, at mit blogindlæg om caféer og kaffebarer i Poznan har inspireret dig til at finde den gode kaffe, når du er i den herlige polske by.

Hvis du kender en café eller kaffebar i Poznan, som ikke er på listen, må du endelig skrive og fortælle om den i en kommentar til mig.

Leder du også efter en god kaffebar i fx Firenze, Berlin eller Oslo? Så se med her: Gode kaffebarer rundt om i verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close