Close
Smagen af Moldova

Smagen af Moldova

Smagen af Moldova er en indtagende blanding af friske supper, solmodne grøntsager, virkelig god vin og delikate søde sager.

Da vi ankom til Moldovas hovedstad, Chisinau, havde vi ikke de store forhåbninger til maden, og derfor blev vi overordentligt glade over at opleve, at man spiser virkelig godt i landet.

Det er et rigtig godt udvalg af restauranter i Chisinau, og når vejret tillader det, og det gør oftest, er der udendørsservering ved restaurantbordene i de svalende skygger under byens mange træer. Men vi spiste også god mad andre steder i Moldova.

Den traditionelle moldoviske middag
En traditionel moldovisk middag består ofte af flere retter, og vi fik en god smagsprøve, da vi en dag spiste hos en kvinde ude i en lille landsby. Her fik vi at vide, at suppe er noget nær et must som forret. Vi fik serveret en lækker kyllingesuppe med creme fraiche, som giver den en god syrlighed (noget der er meget typisk for østeuropiske supper), og persille – der bliver generelt brugt mange, friske krydderurter i det moldoviske køkken.
Suppen efterfulgtes af en kødret med dildkartofler til.
Som tilbehør var der lækre, bløde hjemmebagte brød og en tallerken fuld med solmodne tomater og agurker samt to typer af den tykke, lokale feta-lignende ost.
Måltidet afsluttedes, som det meget ofte gør i Moldova, med en kop te og klaser af vindruer fra kvindens have. Desuden havde hun også en fin køkkenhave, hvor hun dyrkede grøntsagerne til sin mad, samt hønsehus med kyllinger, som blev slagtet, plukket og kogt til besøgende, som os.

Jeg elsker de lokale køkkener, hvor man virkelig kan smage på maden, at der er blevet kredset om den i mange timer. Hvor kødet kommer fra kyllinger, der er vokset op under åben himmel med græs og regnorm i næbbet, og hvor grøntsagerne har vokset i den lokale jord og derfor har haft mulig for at suge til sig af jordens kraft og stå badet i solens berigende stråler. Her er tomaterne dybt røde og plukket for blot et par timer siden. Og steder som her får jeg madoplevelser, som ikke kan fås noget sted i Danmark.

Pastaret som mad i Moldova

Men i Moldova spiste vi ikke kun traditionelt. Også det italienske køkken og det franske køkken har inspireret moldoverne til mange skønne retter. Så da vi spiste en middag, hvor jeg fik en lækker let pastaret og Kenneth fik lammesteg, var maden stærkt inspireret af mere vestlige køkkener, der dog havde fået tilført et lokalt tvist.

Vin, kaffe og søde sager
Det er ikke til at komme udenom vin, når man besøger Moldova. Moldova er et stort vinproducerende land, som hovedsageligt eksporterer (eller eksporterede …) sine flasker til Rusland.

Dette indlæg er skrevet i 2016, og på nuværende tidspunkt har Rusland i flere år boykottet vinimporten fra Moldova på grund af politiske stridigheder. Moldovas vinproduktion lider kraftigt under dette og forsøger at finde andre samarbejdspartnere.

Mousserende vin til mad i Moldova

Når alt det er sagt, så er den moldoviske vin virkelig, virkelig god og vi købte flere flasker til glimrende priser. Og nu da vi var i Moldova, da Kenneth havde fødselsdag, så skulle hans fødselsdag naturligvis fejres med en flaske god mousserende vin, og det også selvom vi kun havde et par plastickrus at drikke den af.
Vi købte vinen ved verdens største vinkælder, det berømte Mileștii Mici, som vi synes var en stor oplevelse at besøge.

Kaffe og kager i Chisinau Moldova

Forden al den gode vin, så opdagede vi, at Chisinau er lidt af et mekka for kaffeelskere. Den ene fine café efter den anden ligger langs de grønne gader i den centrale del af byen.
Jeg elsker at holde en kaffepause i løbet af dagen, også når vi er ude at rejse, da jeg får mulighed for både at opleve den lokale kaffetradition og også får lidt tid til at skrive noter om dagens oplevelser.
Chisinau byder på rigtig god kaffe, også cappuccino, og dertil kan man mange steder købe kager. Her taler vi ikke bare om, at man får 3-4 småkager til kaffen, nej, man bestiller i et antal gram, hvilket kan være svært at vurdere, for hvor meget vejer en vanillekrans for eksempel? Derfor fik jeg et mindre bjerg af skønne chokolademarengssmåkager serveret, da jeg bestilte 30-40 gram – det var nu ikke fordi, det gjorde mig så meget :0)

Jo, smagen er Moldova er rigtig skøn, og selvom vi ikke rejste til landet på grund af madkulturen, som vi jo intet vidste om, før vi var der, så er det faktisk en af de rigtig gode grunde for os til at rejse tilbage dertil en dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close