Det er tidlig morgen. Klokken er kun lidt over fem, da alarmen på min mobil hiver mig væk fra drømmenes verden, ud til virkeligheden, og en forventningsfuld morgen starter. Solopgangen og de orangeklædte munke i Luang Prabang venter forude.
Det er stadig mørkt og underligt stille udenfor. Kun de mest morgenfriske haner og et par enkelte hunde kan høres i den laotiske morgenstund i Luang Prabang.
Men det er et falsk billede af byen. I sovesalene ved de buddhistiske templer vågner søvnige munke, som snart skal ud at vandre med tiggerskålene for at få deres daglige almisser. De lokale slår tæpperne til side og starter deres komfurer op med små træpinde, så en liflig røg breder sig i morgenluften. Og rundt om på hotellerne vågner byens besøgende meget tidligt – de vil nemlig ud og se, når Luang Prabangs orangeklædte munke går den traditionelle morgentur.
Jeg åbner dørene til balkonen på vores hotelværelse, og det er en overraskende kølig luft, som siver ind. Det får Maria og mig til at vågne hurtigere, end vi normalt gør, når tropevarmen har taget over lidt senere på morgenen.
Jeg graver min lune, danske vindjakke frem for bunden af rygsækken, tager et par strømper på i sandalerne og drager ud af værelsesdøren. Med en næsten helt vågen Maria ved min side går jeg ned ad hotellets trappe, og sammen drejer vi til højre af den første gade mod centrum i Luang Prabang.
På vej mod byens hovedgade er vi helt alene. Det er tydeligt, at vi er tidligt på den – og det er vi blandt andet fordi, jeg har en ekstra plan for morgenen.
Mens Maria sætter sig på en kantsten på hovedgaden og venter på munkene, så går jeg videre.
Mit mål er at vandre op til toppen af byens højeste punkt, Phousi-bakken. Jeg vil se solopgangen over Luang Prabang og de to floder, Mekong og Nam Khan, der bugter sig på hver side af byen.
Op ad Phousi-bakken
Snart står jeg ved bunden af Phousi-bakken. Turen op ad de mange trin til toppen er nærmest magisk denne morgen. Bortset fra et hollandsk par har jeg opturen helt for mig selv, og jeg stopper ofte for at mærke stemningen. Med de tropiske træer rundt omkring mig er det lidt, som om jeg går i en jungle, mens de til tider grove trin giver mig følelsen af, at jeg går på en sti langt ude i fjerne bjerge.
På toppen sætter jeg mig og venter. Et par lokale damer ligger på et par bænke og sover, men det hollandske par og jeg har faktisk det hele for os selv.
Langsomt stiger solen op over bjergene mod øst, og solens opstigning akkompagneres af alle byens haner, der ligesom galer deres kykeliky i begejstring over det flotte syn. Det er en smuk solopgang over Luang Prabang.
Jeg går lidt rundt fra det ene udsigtpunkt til det andet for at få det bedste glimt af udsigten.
Efter lidt tid pakker jeg både kamera og mobilkamera væk, så jeg kan nyde synet og stemningen helt uden at blive distraheret.
Sådanne øjeblikke skal man huske også at nyde med sine øjne og sin krop – ikke kun igennem linsen på et kamera eller skærmen på mobilen.
Jeg ved, at dette øjebliks skønhed vil bliver siddende i min krop i meget lang tid.
Fra mit udgangspunkt kan jeg se, hvordan orangeklædte munke nu begynder at forlade deres klostre og langsomt bevæge sig ud i gaderne.
De går i lange rækker og forsvinder af og til ind i den blide morgentåge, for til sidst at forsvinde helt ude af syne.
Munkene går altid i procession med de ældste munke først, og deres orange rober og tiggerskåle, som de har med, er alt, hvad de ejer.
Almisseceremonien i Luang Prabang
Mens jeg går nedad Phousi-bakkens trapper, håber jeg, at jeg stadig kan nå at opleve noget af almisse-ceremonien.
Jeg når lige akkurat at se enkelte munke vandre forbi de lokale almissegivere og turister, som hver især knæler langs med vejsiden, mens de giver munkene ris i deres tiggerskåle.
Selvom et par turister står klar med telelinser på deres kameraer, virker det hele ganske fredfyldt. Jeg kommer til at tænke på, at det er en god måde, et godt ritual, hvorigennem et respektfuldt forhold mellem munkene i Luang Prabang, de lokale laoter og turisterne bevares.
Jeg kan ikke se Maria nogle steder, så jeg sætter mig ned på kantstenen og lukker øjnene et øjeblik. Jeg prøver ligesom at indfange den spirituelle stemning, som er her denne tidlige morgen. En stemning, som forsvinder når byen for alvor vågner lige om lidt.
Jeg “vågner”, da Maria prikker mig på skulderen og beder mig om at komme med hen på en lille, fransk morgencafé. Maria er også begejstret for munkene i de orange rober, og for de lokale, som ydmygt knælende uddeler mad i respekt for munkene.
Men hun er mindre begejstret for den store del af byens besøgende, som i dén grad mangler respekt og forståelse for, at de buddhistiske munkes morgen-almisse-ritual ikke er et show skabt for at more turister. Hun er rasende, men cappuccinoen får lagt en dæmper på hende.
Jeg foreslår, at vi går en dejlig tur og ser byen vågne op. Da vi forlader caféen tager vi derfor en stor omvej tilbage til hotellet.
Luang Prabang er, som altid, et skønt og dejligt bekendtskab. Og på vores morgengåtur rundt i byen virker det, ligesom som om at byen er helt renvasket, helt uskyldsren (Maria fnyser lidt, da hun ser, at jeg har skrevet det ord, hun mener bestemt ikke, at de tåbelige turister er uskyldsrene – men mere om det en anden gang, lover hun) og helt utrolig behagelig på en måde, som kun Luang Prabang kan være det.
Jeg er vild med Luang Prabang, og jeg håber, at du også en dag vil unde dig selv et besøg her.