Close
Tre museer i Skagen

Tre museer i Skagen

Jeg var på besøg på tre museer i Skagen, nemlig Skagens Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus, d. 5. juli 2015.

Reklameartikel for Skagens Kunstmuseer – alle holdninger og tanker er mine egne.

Jeg er en stor kunstelsker, og selvom jeg som sådan ikke har en stor og bred viden om kunst, så er det vigtigt for mig at besøge på lokale kunstmuseer eller at se forskellige udstillinger, når jeg er på ture rundt i Danmark.

Statue af Michael Ancher og P.S. Krøyer ved Skagens Museum

Jeg bliver altid stærkt berørt af god kunst – og hvad er det så, god kunst? Ja, det er vel op til den enkelte at afgøre det. Men jeg kommer altid til at føle en hel masse, når jeg oplever kunst, som på en eller anden taler til mig (også selvom det provokerer mig, er ækelt eller bare ikke er yndigt), og det er vel det, at kunst, der på en eller anden måde rører dets beskuer, er god kunst …?

Hvor om alting er, så var jeg utroligt glad for at kunne besøge de tre vigtige museer / kunstsamlinger i Skagen den juli-dag i 2015.

Jeg har lavet en lille billedserie med indtryk fra de tre museer i Skagen, og jo, jeg blev sandelig berørt den dag.

Skagens Museum

Skagens Museum er hjemsted for en stor samling af værker skabt af de berømte skagensmalere, der kom til byen for at arbejde og nyde godt af hinandens gode selskab og faglige kunnen.

Malerier af fiskere på Skagens Museum

Malerier med damer på Skagens Museum

Portrætter på Skagens Museum

At se billederne af fiskere i brusende bølger og yndige damer med hund og stråhat på stranden i virkeligheden og ikke bare som kopier på restaurantvægge eller postkort, det er virkelig en stor oplevelse. Det er utroligt så smukke malerierne er, så smukke i farverne og utroligt levende.

Anchers Hus

Anna og Michael Anchers hus ligger et stenkast fra Skagens Museum, og her kan du se huset, der helt ser ud, som det gjorde, da det var bolig og værksted for det kunstneriske ægtepar.

Anchers Hus i Skagen

Forstue i Anchers Hus i Skagen

Maleri af Helga Ancher i Skagen

Det er en dejlig stemning i huset, som er fyldt med værker fra parrets hånd, men også med deres bøger og lignende, der også vidner om en stor interesse for samfund og tidens nyskabende strømninger – man holdt sig orienteret, selvom man opholdt sig langt fra storbyens kaos.

Drachmanns Hus

Holger Drachmann – digter, forfatter og skagensmaler – boede i det dejlige bindingsværkshus i den sydlige del af det nuværende Skagen.

Buste af Drachmann i Skagen

Drachmanns stue i Drachmanns Hus i Skagen

Drachmanns Hus i Skagen

Uh, at være kunstner og få lov til at bo sådan et sted, der er så fuld af kreativ atmosfære og en enestående ro!

De tre museer i Skagen – Skagens Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus – er virkelig værd at besøge, når du er i byen, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg har besøgt dem.

Du kan se mere om de tre museer og finde åbningstider, priser etc. her: http://skagenskunstmuseer.dk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close