Close
‘Urtete – fra natur og have’ – en boganmeldelse

‘Urtete – fra natur og have’ – en boganmeldelse

Reklame – jeg har modtaget bogen “Urtete – fra natur og have” fra forlaget Koustrup & Co. mod at lave en anmelde af den her på Kuffert og kompas. Alle ord, tanker og holdinger er naturligvis mine egne.

Jeg holder af urtete

Jeg holder af at lave urtete.
Jeg holder af at fylde en kande med dampende varmt vand og lade en kopfuld urter trække og blive til dejlig te.
Det skal meget gerne være friske urter nyligt plukket i naturen eller i min lille have.

Jeg har lavet urtete i mange år, ja faktisk siden jeg var teenager og brugte timevis i naturen.
Som yngre barn legede jeg mest med de vilde planter, lavede plantesuppe i gamle gryder.
Lidt efter lidt lærte jeg planterne at kende ved navn, udseende, smag og duft.

Jeg læste i bøger om planternes styrkende og helende egenskaber. At det var dem, man i gamle dage brugte som medicin, i buketter, der kunne holde onde kræfter fra døren og endda som kærlighedseliksir.

Jeg var meget fascineret af den viden om urter og deres virkning, som de kloge koner, klostrenes munke, indianermedicinmænd og åndemanerne havde. Og jeg blev inspireret til som sagt selv at lave urteteer.

urtete i kande i min lille gårdhave

Hvad er urter?

Ordet ’urter’ er, hvad jeg vil kalde, en samlet betegnelse for en bred vifte af planter, som kan findes i både naturen og i vores haver; i denne sammenhæng er det tale om planter med blade, blomster, stængler og/eller rødder, som har særlige egenskaber for menneskers ve og vel, når de spises, drikkes som te eller bruges i fx cremer og dets lige.

Urter kan være alt fra vilde planter, ukrudt, veldyrkede krydderurter, blomster af varierende slags til mindre buske, små grønne nips mellem havefliser eller kampesten.

De seneste år har jeg hovedsaligt lavet urtete af blade og blomster, jeg plukker i min have. Det er oftest blade fra planter som citronverbena, forskellige slags mynte, ananas- eller solbærsalvie, citronmelisse, solbær- eller hindbærbusken – og brændenælder (som er geniale i en urtete, til når vi kvinder har menstruation, på grund af sit høje indhold af jern. Du kan læse mere om brændenælder på min haveblog, Den lille have).

urtete i glas

brændenælder fra min lille have

Faktisk har jeg gået hen og glemt det med at plukke planter i den vilde natur til brug i te. Det gik op for mig i løbet af det sene efterår 2019, og jeg følte en overvældende trang til at komme ud og plukke. På grund af årstiden (og forskelligt andet …) besluttede jeg mig til at vente til nu her i det nye år.
Men lysten var der, og så var det, at jeg faldt over den lille bog ”Urtete – fra natur og have”.

God inspiration til at lave din egen urtete

Som en kærkommen hilsen fra universet havde urte, have- og madekspert Anemette Olesen skrevet en lille bog om urtete, udgivet af Koustrup & Co. i september 2019.

Og heldigvis har jeg fået lov til at anmelde den og blive inspireret til meget snart at lave te med urter fra både natur og min have.

Bogens planter

I bogen er der anvisninger til både planter, jeg har godt kendskab til, og til, for mig, endnu ikke afprøvede slags.
Der er en spændende blanding af urter fra de kendte som citronmelisse, kamille, mynte og lavendel, over krydderurter som oregano og rosmarin til de mere specialiserede som agerpadderokke, gederams, kvikgræs og løvefod. Og der er både blomster som hibiscus, jasmin og morgenfrue og træerne birk, lind og røn med i bogen.

morgenfrue

Udvalget fra de klassiske urtetesplanter over de mere specielle giver mig lyst til straks at komme i gang. Det er dejligt med det velkendte og utroligt inspirerende med noget helt nyt.

En fin lille guidebog

Heldigvis er der en lille guide til tørring af urter i bogen – det er rart lige at få at vide, hvordan jeg bedst håndtere det nyplukkede, så intet går til spilde.

tørring af urter i mit køkken

Om citronmelise i bogen urtete fra natur og have

Bogen er illustreret med billeder af de forskellige planter, hvilket, jeg synes, er rigtig godt og praktisk. Jeg har en del bøger med krydderurter, og det er altså nemmest at genkende planterne, når de er fotograferede fremfor tegninger – genkendelsen er jo vigtig, når vi taler om planter, der på en eller anden måde skal indtages; det går ikke, hvis man tager fejl.

Under beskrivelserne af de enkelte urter kan du læse om deres udseende, voksesteder og på hvilke tider af året, du kan bruge dem til te.
Du får også at vide, hvilke dele af planterne, der bruges til te, og hvordan den laves.
Og så fortælles der om, hvilke helbredsmæssige egenskaber teen traditionelt har, altså hvad den gør godt for.

Det er en meget fin guide til at lære urterne nærmere at kende og til på en nem og enkel måde at bruge dem i urtete – og det er jo kort og godt det, det hele handler om.

Note: At have urter til urtete i sin have er rigtig godt, hvis du gerne vil gøre noget godt for insekterne. Mange af urtetesplanter tiltrækker sommerfugle, bier og andre små svirrende venner, så bare slå dig løs – også selv hvis du ’kun’ har en altan eller en altankasse ved et vindue.

‘Urtete – fra natur og have’ – en bog skrevet af Anemette Olesen, udgivet af Koustrup & Co., 2019, 96 sider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close